For andet år i træk har jeg givet mig selv det benspænd, at jeg maks. må købe 12 ting til garderoben i løbet af et år. Fordi jeg elsker tøj og mode, men samtidig har et ønske om at skære ned på mit forbrug og mine ejendele.
Mit sjette køb i 2017 er en sort hoodie fra Calvin Klein. Den ligner til forveksling den sweatshirt, jeg købte for et halvt års tid siden. Eneste forskel er sådan set, at denne har en hætte, og at silhouetten er en smule smallere. Men jeg elsker den. Og synes at den giver et lidt andet look.
Jeg kan godt misunde dem, der formår at skabe stor variation med en lille garderobe. Signe fx.
Min egen garderobe består af få nøje udvalgte sager, men varieret; dét er den ikke. I alle tilfælde ikke i så høj grad, som jeg kunne ønske mig. Så jeg arbejder på det. Men har til en vis grad også sluttet fred med, at jeg på nogle punkter måske mere er “uniformtypen”. Der ofte køber to af samme slags. Særligt når det gælder overdele.
Jeg kan bruge oceaner af tid på at finde den perfekte grå t-shirt, så når jeg endelig finder den, nøjes jeg sjældent med én. Og har jeg held med at finde en stribet bluse i det helt rigtige snit og materiale, køber jeg også gerne dén i to farver. Min oplevelse er nemlig, at der er langt mellem snapsene, når man som jeg stiler efter at fylde skabet med favoritter, der skal kunne holde i mange år, æstetisk såvel som kvalitetsmæssigt.
Min nye hoodie er i øvrigt købt hos Boozt, mit yndlingssted at handle på nettet. Der er et godt udvalg, man kan stort set altid finde rabatkoder (jeg fik fx 35 procent i denne omgang), leveringen er lynhurtig – og gratis hvis man køber for over 499 kr. Og der er fri returret. #No spons but all love by the way.
Se evt. mine tidligere køb i 2017 her, her, her og her.
• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •
Ja, to-tre af hver, er også mit motto:)
Men man kan lære at værdsætte den slags nykker, hvis man kommer til at slide noget op eller ødelægge det ved et uheld.
Lige præcis Liselotte!